Min mælkebøtte-mor <3
Dette er min mor og mig på altanen i Sprotoften i Nyborg, hvor jeg blev født. Hun er 21 på billedet, og jeg er omkring 8 måneder. Min mor havde det ikke nemt med at blive mor. Kort før min fødsel blev min mormor tvangsindlagt med paranoid skizofreni.
Min mors verden blev vendt på hovedet to gange på kort tid, og det udløste en angst i hende, som måske altid havde ligget der, men som nu buldrede frem.
Selvom hun kæmpede med angst og depression, gjorde hun alt for at skærme mig fra det. Hun forsøgte at beskytte mig mod de udfordringer, hun selv stod overfor. Min mor beskriver sig selv som anderledes, med en "hæklefejl i kysen", hvilket hun mener er en Asperger-agtig måde at være i verden på. Der er ingen eksakt diagnose, men hun taler åbent om det og prøver at forklare det til dem, der ikke forstår hende.
Hun er ofte blevet mødt med afvisning, men hun er også det kærligste og mest generøse menneske, jeg kender. Hun er ærlig, klog og sjov, og jeg elsker hende. Vores forhold er ikke et klassisk mor-datter-forhold. Ofte er rollerne byttet om. Hun har overvundet så meget og er kommet ud på den anden side og blomstrer nu smukt, som en mælkebøtte. Jeg ved hvordan det er at have en barndom der ikke er snorlige. Og ingen mor - ingen mig. Derfor samler jeg nu ind til de børn og mødre, der har brug for en håndsrækning.
Sikke en fin historie